Gamle damer lægger ikke æg

Børn har mange forestillinger om ældre og gamle mennesker. Nogle af de mest karakteristiske er, at de er ensomme, ulykkelige og modløse. Mange af dem bor på plejehjem, hvor livet leves på denne måde:

På plejehjemmet sidder tænderne løse. Alle tager tænderne ud om aftenen og

lægger dem på plads om morgenen. Og så er der morgenbøn bagefter.

(Camilla 6 år).

Om om aldringens konsekvenser:

Gamle damer lægger ikke æg. Når man er omkring fyrre eller halvtreds år

holder damerne op med at lægge æg. Det vil sige, at de ikke længere kan producere mennesker. Rugningen begynder omkring fjortenårsalderen og varer til middelalderen.

(Johannes 8 år)

De ældre kan ikke få børn. Deres æggestokke er slidt på og desuden har mændene problemer med protesen.

(Stig 9 år)

Gamle mænd kan ikke stive tissemanden så meget af. Hvis det alligevel lykkedes, så synker den sammen med et suk.

(André 7 år)

Børns forestillinger om aldring

Denne blog handler om, at mennesker nok ældes og forfalder på nogle områder, mens de til gengæld udvikles og modnes på andre områder.

Allerede i 2002 undersøgte Karen Stahlschmidt børns opfattelse af ældre. Gennem fortolkninger af børns tegninger og stile om alderdom viste hun, hvordan børn fra 2. til 9. klasse opfattede ældre. Der er en gennemgående tendens til, at børnene har et relativt ensartet billede af alderdom. De bruger næsten uden undtagelse symbolerne kørestol, gråt hår, stok, briller og rynker, når de gennem tegninger skal illustrere deres opfattelse af ældre mennesker.

I stilene er det de samme temaer, der går igen. For eksempel er det en udbredt opfattelse, at de ældre er en svag og udsat gruppe, som det er synd for. En dreng fra 5. klasse skriver: “Også mange unge gør grin ad de gamle, hvis de først har fået rynker eller er blevet grimme på anden vis”. En pige, også fra 5. klasse, mener, at de gamle mennesker er en gruppe, man skal “tage hensyn til, for de fleste er, som I nok ved, senile”.

Det er ikke kun på grund af det fysiske forfald, at børnene har ondt af de gamle. Ensomhed er også noget, som i følge børnene rammer folk, når de bliver ældre. En pige fra 9. klasse skriver for eksempel, at “en af grundene til, at jeg tror, det er kedeligt at blive gammel, er, at de sjældent får besøg af deres venner eller af slægtninge”. En dreng fra samme klassetrin mener også, det er synd for de gamle, fordi “de ved, at der ikke er nogen, der har brug for dem”.

Flere af de beskrevne opfattelser af ældre og alderdom stammer formentligt fra mediernes verden. Her er der også en klar tendens til at fremstille denne aldersgruppe med negative billeder. Når ældre mennesker nævnes, er det ofte i forbindelse med problemer som manglende plejehjemspladser, sygdomssvækkelse og øgede udgifter til folkepension og andre overførselsindkomster. På den måde understøtter og reproducerer medierne det herskende billede af ældre.

Ældres egen opfattelse af aldringen

Men hvad kan forskningen fortælle os om, hvordan ældre selv oplever at blive ældre set med psykologiens briller?

En af de forskere, som gennem mere end 30 år har beskæftiget sig med dette spørgsmål, er den amerikanske psykolog Laura Carstensen. Hun siger, at med hensyn til følelsesliv, så er de bedste år i vente fra 65 år og frem!

Hvis man ser bort fra de demensrelaterede sygdomme, så bliver den mentalt- psykologiske side af helbredet forbedret med alderen. Ældre mennesker lider gennemgående mindre af depression og angst end yngre mennesker gør. I hverdagslivet oplever de færre negative følelser end de 30-40 årige. Ligesom de iøvrigt er bedre til at håndtere negative følelser, når de opstår. Fx er ældre bedre til ikke at lade negative følelser blive “hængende” i kroppen så lang tid som yngre.

Aldringens paradoks

Det er blevet kaldt aldringens paradoks. Men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så paradoksalt. Forklaringen ligger i det, vi kan kalde livets perspektiv. Noget helt særligt for mennesket er dets evne til måle tidsforløb, tælle op i sekunder, minutter, timer, døgn og år. Denne tidsopdeling har en gennemgribende betydning for vores hverdagsliv, dets organisering, strukturering og gøremål. Denne oplevelse af tidens gang holder vi oftest ubevidst op over for et slags indre ur. Det holder styr på, hvor vi befinder os i livscyklussen, altså en tidslig oplevelse af vores eget livsforløb. Når vi er unge synes tiden at være uendelig. Vi kaster os ud i nye oplevelser, gør erfaringer, tilegner os viden, kunnen og færdigheder. Vi arbejder, danner familie, får børn, rejser, efteruddanner os osv. Vi forholder os ekspansive og fremadskuende til livet.

Efterhånden som tiden går og vi bliver ældre, fornemmer vi, at længden af et liv ikke er uendeligt. Vi bliver mere tilbøjelige til at nyde livet her og nu, skue tilbage – indimellem – og derudfra orientere os i livet fremad. Dette skift i fokus fører også med sig, at vi søger større dybde i oplevelser, bliver mindre ambitiøse i vore livsmål, søger nærhed og vælger mere omhyggeligt i forhold til begivenheder og mennesker, vi ønsker at involvere os i.

Nuancering af følelsesliv

Skiftet i livsperspektiv fører til, at man nu mere kritisk vurderer, hvad man vil bruge sin tid til, rette sin opmærksomhed mod, bekymre sig om eller blive vrede over. For mange betyder det også, at de i stedet for at hæfte sig ved livets negative sider, søger mod de positive. For de fleste ældre udvikler det sig til glæde ved dagliglivets hændelser, følelser forstærkes og bliver mere sammensatte. Vi udvikler evnen til at nuancere vort følelsesliv.

Ældre mennesker er mere tilfredse med deres sociale relationer, deres forhold til andre mennesker sammenlignet med yngre. Det gælder ikke mindst børn og børnebørn, men også nære venner og gode naboer. I alderen fra 65 – 85 år, er der selvsagt nogle der falder fra, da de dør. Og det gør naturligvis stort indtryk, men det bekræfter blot de ældre i vigtigheden af at dyrke samvær og dele oplevelse med dem, der er tilbage.

Også ægteskabet skifter karakter, særligt når de sidste børn forlader reden. Et af Carstensens interessante fund er, at selv brydsomme ægteskaber, der gennem mange har haft problemer, ender med at blive relativt glade og tilfredse med samlivet. Det er typisk ægteskabets tidlige faser, der “ belaster” ægteskabet, fordi små børn og senere pubertetsbørn skaber grobund for konflikter, uenigheder og skænderier. Når børnene senere forlader hjemmet for at uddanne sig og arbejde, ændres relationen til glæde for begge parter: “ Intet gør forældre lykkeligere end deres børn – særligt når de bor et helt andet sted end hjemme”. (Carstensen).

Ældre par fortæller, at de skændes mindre, enten fordi de har løst deres ægteskabelige problemer eller årsagen ( fx uenighed om opdragelse) er forsvundet, da børnene er blevet voksne og er flyttet hjemmefra. Bedsteforældre rollen kommer måske ind i billedet, hvilket kombinerer mange af de glæder og fornøjelser, der er forbundet med at være sammen med sine børns børn – uden at have det ansvar for opdragelse, der følger med forældrerollen. Om det samme gælder ældre parforhold uden børn, fortæller forskningen ingenting om. Men det kunne være interessant at finde ud af!

De ovennævnte fund fra forskningen i ældres følelsesliv er ikke ensbetydende med, at den sidste fjerdedel af livet er fyldt af ubekymret livsglæde og jubel optimisme. Aldringen kan ingen undgå og kun i beskedent omfang udskyde, men vi kan selv have indflydelse, hvordan aldringen skal være. Sygdomme og forskellige funktionsnedsættelser, fx nedsat syn, hørelse og mobilitet kan gøre livet besværligt og indimellem betyde sorg og skuffelser. Det er bare sådan, at når vi nærmer os alderdommen, er de fleste mennesker mere indstillet på livets sødme end dets bitterhed.

Hvilke tanker gør du dig? Frygter du tidens og aldringens tand? Har man den bedste eller værste del af livet foran sig, når man er fyldt 60 år?

Hvor kommer de gamle sure mænd og kvinder ind i billedet?