Vi kan ikke undgå aldring, men vi kan ændre måden at tale om den

Om ældrediskursen i dagens Danmark

Ældre, aldring og alderdom er blevet et hot emne i den offentlig debat. Det er der mange grunde til. Først og fremmest fordi der bliver flere og flere i gruppen af ældre, og de bliver tillige ældre og ældre. Derfor er der folk, især politikere og samfundsøkonomer, der omtaler ældre som en byrde for samfundet, mens andre ser dem som “det grå guld”. Atter andre samfunds – og kulturdebatører omtaler de ældre som en ressource, der ved at yde frivilligt arbejde i stort omfang bidrager til, at forenings- og kulturlivet overhovedet kan eksistere. Mange ældre ser sig selv som sunde, raske og aktive borgere, der har ydet deres del til samfundet og som for nogles vedkommende er gået på pension, men forsat ønsker at være en del af fællesskabet. Der er med andre ord flere måder at omtale “ældre” på, alt afhængig af hvem; fra hvilken position og synsvinkel de ældre omtales og ses.

Denne artikel handler om, hvordan nogle (fx fremtrædende debattører i den offentlige diskussion) taler om ældre i vores samfund. Pointen er at vise, at det samme emne, nemlig ældre, kan omtales/italesættes på mange, forskellige måder. Og den måde, man vælger at italesætte emnet på, gør en forskel med hensyn til, hvordan ældre bliver opfattet som borgere i det danske samfund. Det, jeg vil, er at foretage en såkaldt diskursanalyse, da jeg er optaget af at undersøge, de normer og diskurser, der er dominerende i den offentlige debat om ældre. Herved vil jeg samtidig pege på, hvilke andre måder at omtale ældre på, der næsten er usynlige.

Diskurs er et begreb, der betegner den måde, vi taler om og forstår verden på. Det vil sige, at vores verdensforståelse er opbygget af sprog og ’fortællinger’, og derfor er vores forståelse konstrueret ved diskurser, dvs. de nøgleord og begreber vi vælger at bruge i en skrevet tekst, i en samtale, i diskussioner, tv-udsendelse, youtubeklip, avisartikler, m.m. Det er derfor vigtigt at være kritisk opmærksom på, hvordan sproget bruges om centrale emner i samfundsdebatten, fordi sprogbrugen er med til at skabe vores tanker, forståelser og forestillinger om specifikke emner.

Vi forventer bl.a. at en avis informere sine læsere om vigtige begivenheder og er medium for den løbende samfundsdebat. Bladets journalister skal i de fleste genrer optræde saglige og formidle informationer og synspunkter fra forskellige relevante kilder. Formidlingsværktøjet er sproget (evt. grafik og fotos), men sproget er ikke neutralt. Det er fyldt af ord og fraser, der allerede rummer en række konnotationer – medbetydninger. Inden for genren “anmeldelse”, kan man således med rette forvente en grad af subjektivitet, som kommer til udtryk i ordvalget og sætningskæderne.

Lad os se nøjere på en bestemt journalists måde at omtale af en bestemt begivenhed i avisen Politiken. Det drejer sig om Kim Skotte, som anmeldte en rockkoncert med Poul McCartney i Royal Arena, 2. Dec 2018.

En anmeldelse indeholder typisk et kort og klart referat, så læseren kan bedømme indholdet af det, der anmeldes, og en vurdering eller mening om det anmeldte, som helst skal underbygges af gode argumenter.

Disse forventninger indfrier Skottes anmeldelse til fulde. Der er en omtale at koncertens forløb og dens indhold af musikalske indslag. Der er også en personlig og begrundet vurdering af McCartneys fremførelse af de enkelte indslag og en samlet, meget positiv bedømmelse af koncertens oplevelsesmæssige kvaliteter. Det interessante ved anmeldelsen er imidlertid den måde Skotte omtaler McCartneys alder på, og dens betydning for den måde, han oplever koncerten på.

Følgende citater viser, hvilken ældre-diskurs Skotte skriver sig ind i:

“Stemmen er måske ikke, hvad den har været, men energien og musikaliteten er stadig helt i top for den gamle beatle Paul McCartney, der fredag fik hele Royal Arena til at gynge og sluttede af med et fuldstændig frenetisk ’Helter Skelter’, der definitivt slog benene væk under det ekstatiske publikum”.

“og man må da lige knibe sig selv i armen en gang eller to. Den 76-årige Paul McCartney har spillet i 2 1/2 time og er tilsyneladende stadig frisk som en havørn. En ung gut, der er blevet lidt mere krøllet i ansigtet og hvid i lokkerne, og virker charmen indimellem lovlig rutineret, er der vel ikke noget at sige til det”.

“Stemmen er ganske vist ikke, hvad den har været. I nogle situationer faktisk temmelig langt fra. Især i de mere stilfærdige og indfølte numre, må McCartney stride forgæves imod alderens overmagt. Uanset hvor ungdommelig man ser ud, går naturen sin gang hen over stemmebåndene. Men McCartney tacklede situationen med værdighed, og nærmest naturstridigt var stemmen stadig fint klædt på til de vildeste rockhyl.”

“Han har altså ikke mistet håndelaget, den gamle poppladesmed”

“Skal jeg vælge fra koncertens overflødighedshorn, er det faktisk den mest hidsige rock, som tager stikkene hjem. ’Back in the U.S.S.R.’ bliver fyret af med så drenget et overskud, at det næsten er ubegribeligt…”

Vi har at gøre med nøgleord og udtryk som “ stemmen er ikke hvad den har været”, “krøllet i ansigtet og hvid i lokkerne”, “Især i de mere stilfærdige og indfølte numre, må McCartney stride forgæves imod alderens overmagt”,(naturen ) “går sin gang hen over stemmebåndene”, og “tacklede situationen med værdighed, og nærmest naturstridigt var stemmen stadig fint klædt på til de vildeste rockhyl.”

Hvis man gjorde følgende tankeeksperiment: rockstjernen hedder nu Lukas Graham. Ville en anmelder af én af hans mange koncerter, så vælge samme aldersfokuserede indfaldsvinkel, blot med en ungdomskiskurs istedet, fx at stemmen ind i mellem lyder barnagtig, den glatte hud mindede om, stemmens naturstridige kraft…..

De nævnte udtryk og vendinger i Skottes anmeldelse peger alle i retning af forfald, ydre forfald. Det rynkede ansigt, det grånende hår, den svækkede stemme. Overfor dette ydre forfald står en indre vitalitet og energi, som tilsyndeladende overrasker anmelderen. I det indre er en ung gut, i det ydre en aldrende, rockmusiker udsat for alderens overmagt. Denne modsætning har vi det svært med i vores kulturelle selvforståelse af ældre personer, og måske især rockmusikere, som i særlig grad inkarnerer begrebet “ungdom”. Det har flere årsager.

Det, vi som læsere gøres opmærksom på, er det kropslige forfald. Det er aldringens tegn på kroppen, der artikulerer sig i McCartneys stemme, hans rynker og grånende hår. Når vi ser et kropsligt forfald italesætter, vi dette som et tegn på skøbelighed, svækkelse, svaghed etc. Alderens kropslige forandringer ses som et udtryk for en person under afvikling (afskedskoncert). Det er en kulturelt indlejret ældrediskurs, som forbinder aldring med forfald.

Heroverfor ser vi en modgående diskurs, der fortæller om jagten på den livslange foryngelse. Når der er forskel på det indre og det ydre i forhold til dét at være ældre, hvor kroppens tegn viser sig som et kropsligt forfald, der italesættes som afvikling, bliver det problematisk at have et indre, der fortsat er orienteret imod udvikling ( energi, vitalitet, en ung gut, der er blevet lidt krøllet i ansigtet og hvid i lokkerne”.

I dag kan man ikke have “et gammelt skind og være ung i sind”, det skal hænge sammen. Ældre, som er unge i sind skal også være unge i skind for at kunne blive set og anerkendt som personer under udvikling. Og her ligger problemet. Vi har en stor tilbøjelighed til at bedømme hinanden ved hjælp af synet. Og det vi ser i forbindelse med kroppen, udtrykkes i vid ustrækning ved hjælp af ord hentet fra medicinens og biologiens sprog om aldring. Kroppens alderstegn, italesættes som et kropsligt forfald. Og det vurderes bestemt ikke som positivt. Når det omtales tenderer det nærmere mod en fordømmelse. Der er tale om et liv på vej mod den endelig dom, nemlig alder- dommen.

Så længe det kropslige forfald ses og forbindes med afvikling, omtales de ældre som værende en ældrebyrde. Men en anden sprogbrug med et andet ordvalg kan betyde nye synsvinkler, og vi kan se de ældre som en styrke eller en resurse, fx at de kan rumme livserfaringer og livsvisdom. Det betyder, at det kropslige “forfald” nu ikke ses som afvikling af liv, men som en positiv konsekvens af et levet liv over tid. Rynkerne i ansigtet afspejler overvindelser af livets naturlige overgange og kriser. De står set på denne måde ikke i vejen for et perspektiv på aldring som udvikling.

Folk der arbejder forskningsmæssigt med ældre og aldring ud fra en kulturpsykologisk synsvinkel er af den opfattelse, at “aldring faktisk starter, når vi bliver født” (Blaakilde). Generelt forfalder vi hele vejen igennem livet. Der er 5000 forskellige biologiske funktioner i kroppen, som falder med én procent om året fra 30-års alderen. Når man kommer højere op i alderen, kan procenterne stige. Men forfaldet er altså ikke forbeholdt mennesker mellem 60 og 80 år.

Sideløbende med det kontinuerlige forfald sker en tilsvarende udvikling, vækst og læring gennem hele livet, måske bortset fra de sidste “flossede år”, hvor alle rammes af alder-dommen. Ellers har neurologer fundet ud af, at der sker fornyelser af vore hjerneceller gennem hele livet, præcist ligesom det er tilfældet med kroppens øvrige celler. Dermed er der basis for ny læring hele livet igennem, idet forudsætningen for fornyelsen og vedligeholdelsen af hjerneceller bl.a. er fysisk og mental aktivitet, sund, alsidig kost, søvn og sex.

Problemet i dag er, at ældres ny læring, udviklingen af livserfaring og livsvisdom ikke tæller på den samfundsøkonomiske dagsorden. Det gør derimod omkostningerne forbundet med den stigende alder i befolkningen. Når sygdom koster penge, handler det i første omgang om at forebygge dem og i anden omgang om at behandle dem. Når aldring italesættes som forfald og sygdom, handler det om at omgås aldring ved at forebygge dens risici, dvs. at bruge de videnskabelige resultater om aldringsprocesser i forebyggelsens øjemed.

Spørger man de ældre, ser de ikke sig selv som værende i risikogruppen for at udvikle de selvfølgelige “alderdomsbetingede sygdomme” som bio- medicinen, geriatrien og gerontologien har produceret viden om. De opfatter typisk dem selv som sunde, raske og velfungerende mennesker, der nok har lidt skavanker her og der, men som i det store hele er sunde og raske.

Hvad er det da for en viden om aldring, de ældre selv gerne vil kende til? Og hvad er det for en viden om aldring, de ikke vil vide af? Hvad er det for en viden politikere, beslutningstagere, økonomer vil kende til og bruge som begrundelse for deres ældrepolitik?

Med baggrund i spørgsmål af den art, har vi fortjent en mere nuanceret offentlig debat med og om ældre, der ser dem som alle andre borgere i samfundet med de svagheder og styrker som et længere levet liv nu giver muligheder for. Hvilke diskurser om ældre vil vi kæmpe for vinder indpas i den offentlig debat og hvilke vil vi kæmpe imod? Forfaldsdiskursen? Udviklingsdiskursen? Aktivitets- og vitalitetsdiskursen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *