Om aldring

Hvad vil det sige at ældes?

Flere mennesker i min omgangskreds (de er omkring 60 år) giver af og til udtryk for stor ængstelse over deres tiltagende alder. Det er især i forbindelse med runde fødselsdage, at de fx siger: “Se alle mine rynker, mit grånende hår og tandkødet, der trækker sig tilbage. Uf, jeg hader at se på det hverdag. Jeg bryder mig ikke om at ældes”.

I gamle dage forestillede man sig menneskets udvikling som en livstrappe. De første trin var barndommen, så fulgte ungdommen og dernæst voksenlivet, hvor trappens øverste trin ved 50 års alderen udgjorde livets toppunkt og kulmination. Derefter begyndte nedstigningen til alderdommen med dets tab

og forfald for til sidst at ende ved livets afslutning.

Denne måde at forestille sig menneskets udvikling og aldring på er ret sejlivet i vestlig og dansk kultur. Det er fordi, vi har det med at forstå den menneskelige udvikling som en trinvis voksende proces og den modne alder som det tidspunkt, hvor forfaldet begynder. Aldring er derfor en proces, hvor alt går ned af bakke. Synet og hørelsen bliver dårligere, musklerne bliver mindre, hukommelsen er ikke, hvad den har været osv. Kort sagt aldring er den vedholdende fortælling om tab og forfald.

Men de seneste års forskning viser imidlertid et noget mere nuanceret billede. Sandt er det naturligvis, at livet ender med døden og at den sidste fase af livet er forbundet med forfald og tab; men i aldringens sidste faser kan man også finde mange eksempler på mennesker som modnes, udvikler sig, tilegner sig ny viden, nye holdninger og ændrer værdier.

Et klart eksempel på fortsat vækst og udvikling er i forhold til følelseslivet. Ældre mennesker er gennemsnitligt lykkeligere og mere tilfredse end midaldrende? De er mindre stressede, gode til at prioritere væsentligt fra uvæsentligt, gode til at håndtere konflikter, finde løsninger og kompromisser. Ældre lever desuden bedre med sammensatte følelser og er gode til at tilpasse sig aldringens livsbetingelser.

Godt nok viser målinger af ældres hukommelse, deres læsehastighed og intelligens en nedadgående kurve, men den slags målinger giver langt fra noget helhedsbillede af ældres kognitive evner. Indrager man erfaringer og livsvisdom tegner der sig et andet billede. Fx udvikler ældre evnen til at sammenholde forskellige perspektiver og synsvinkler og holde dem i balance. Tingene er ikke bare sort/hvide. Det at kunne forstå og integrere forskellige synspunkter knytter sig således især til visdom og erfaring.

Denne optimistiske tankegang om, at aldring kan indebære en fortsat menneskelig udvikling, hænger selvfølgelig sammen med, at vi gennemsnitligt lever længere og at vi i kraft af lægevidenskabens, teknologiens og bio-medicinens udvikling overlever mange sygdomme, som tidligere ikke kunne helbredes.

Det paradoksale er, at lægevidenskaben og bio-medicinen samtidig har medvirket til at fastholde os i forestillingen om aldring som forfald i form af forskellige former for fysisk og psykisk funktionsnedsættelser. Det skyldes lægevidenskabens stærke fokus på menneskets fysiske side. Hvis et organ ikke fungerer godt nok kan det være udtryk for sygdom eller en aldersbetinget funktionsnedsættelse. I de tilfælde taler vi om aldring som forfald.

Ser man derimod på aldringsprocesser som en social, kulturel og eksistenspsykologisk størrelse må lægevidenskabens syn på aldring suppleres med andre mere positive sider. Aldringen får herigennem sin egen værdi, fordi man indser, at den indebærer både kontinuitet og ændring, svækkelse såvel som nye muligheder for vækst.

En kvinde i begyndelsen af 60erne fortæller om sin reaktion på en livstruende sygdom: “Jeg føler først, jeg er begyndt at leve nu. Og det er virkelig rigtigt. Jeg ville ikke have undværet den sygdom. Det blev jeg klar over allerede et halvt års tid efter jeg havde fået den konstateret. At her lå en kæmpe udfordring; at det ikke var død og elendighed altsammen. Det kunne godt være, det resulterede i død, fysisk død, men mine muligheder for at leve indtil kunne blive optimale , hvis jeg gav mig selv lov”. ( Bo Jacobsen: Livets Dilemmaer. En bog om eksistentiel psykologi, 2007).

Evnen til at takle den nye situation, som kvinden her udtrykker, er et modningstræk, der viser, at hun vælger at se tab og udvikling, som en del af livet. Hendes organ- og celleforandringer kan være et generelt udtryk for aldring ligesom fx hjerteproblemer og åreforkalkninger i mange tilfælde er det. Ved at reflektere og tænke over sit liv, gøre sig sine erfaringer, når hun måske frem til, at den måde hun forstår sin sygdom og aldring på, dybest set handler om måden, hun forbinder sig med verden på. Med andre ord: ligesom man har svært ved at opleve glæden ved en gåtur i skoven en dejlig forårsmorgen, når man er deprimeret, ligeså øjenåbnende kan det for nogle være, at hele livet rummer både tab, forfald, vækst og udvikling. Hele livet – fra fødsel til død – består af tab/forfald og vækst/ udvikling. Forfaldet er ikke kun forbeholdt den sidste fase af livet. Derfor har vi behov for at nytænke vore forestillinger om menneskets aldring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *