Hvad sker der med vores psyke, når vi ældes?

Psykologi er et fagligt område, der beskæftiger sig med at forstå menneskets psyke og adfærd og forklare, hvorfor mennesker oplever, føler, tænker og handler, som de gør. Når man har stiftet bekendtskab med faget, opdager man hurtigt, at psykologi ikke er én ting, men består af en hel række forskellige psykologiske retninger eller traditioner, med hver deres tilhængere, og opfattelser af, hvordan man undersøger og forstår psykologiske fænomener.

Har man – som jeg – arbejdet inden for uddannelsesområdet, er det især retninger inden for udviklingspsykologi, kognitiv psykologi, indlæringspsykologi, personlighedspsykologi og socialpsykologi, der havde interesse. Nu da jeg er gået på pension og snart fylder 70 år, har min interesse for psykologiens forklaringer på, hvorfor mennesker oplever, føler, tænker og handler, som de gør, forandret sig. Nu interesserer jeg mig for aldringens psykologi.

Det skyldes jo indlysende nok, at jeg ikke længere arbejder professionelt med uddannelse, men sikkert mest på grund af min alder. Et af de temaer, jeg er optaget af nu, er ældres “brug af tid” eller rettere: Hvordan ældre oplever, føler og tænker med hensyn til brug af tid efter deres pensionering og hvad de ønsker at bruge den tid til, som de måtte have tilbage at leve i? Bag spørgsmålene ligger en antagelse om, at den fortolkning en ældre person giver af sit livsforløb, er mere afgørende for livstilfredsheden end en række andre indgribende forhold, fx fysiske eller psykiske lidelser, mindre handicaps eller en kronisk sygdom.

Undersøgelser af ældres livstilfredshed fortæller, at de på trods af aldringens snigende forfald føler sig lykkeligere og mere tilfredse end midaldrende, at de føler sig mindre stressede og er blevet bedre til at prioritere væsentligt fra uvæsentligt. De synes selv, at de nu er bedre til at håndtere konflikter og finde løsninger og kompromisser, end da de var midaldrende. De lever bedre med sammensatte følelser fx vemod, længsel end tidligere. Endelig er de gode til at tilpasse sig aldringens livsbetingelser.

De beskrevne resultater peger på noget særligt karakteristisk for aldringens psykologi, hvor livet ikke blot ses som opdelt i faser eller særlige livsafsnit, fx bestående af barndom og opvækst, ungdom og udvikling, midtlivsalder og kulmination, alderdom og forfald. Men hvor man også betragter det levede liv som en helhed, et sammenhængende livsprojekt. Ikke nødvendigvis styret af en “skæbne” eller klare bevidste mål med livet, men dog delvist bestemt af noget man gerne ville opnå. Noget man stræbte efter. Det gælder fx inden for uddannelse, job, familie, fritidsinteresser osv. De enkelte livsafsnit har så deres særlige rolle i dette overordnede livsprojekt.

Når man er omkring 70 år har man et levet liv bag sig og et begrænset rum af tid foran sig, før livet slutter. På grund af netop denne position i livet vil alderen få en dobbelt betydning: På den ene side er det ubetvivleligt en periode, hvor der indtræffer tab af visse fysiske og psykiske evner. Man bliver tidligere træt, ser eller hører ikke så godt og husker ikke så godt.

Det sker meget individuelt og i varierende grad afhængig af, hvordan man holder sig i form og de livsomstændigheder, man nu har.

På den anden side kan alderen betyde, at man i lyset af livets ophør kan forstå og opleve resten af livet som en periode af “fuldførelse” af ens livsforløb. Billedligt talt er det ligesom at være nået frem til de sidste kapitler af en lang roman, hvor alle handlingstråde samles og hvor man som læser kan se tilbage på et langt forløb med nogle karakterer/hovedpersoner delvist styret af bestemte motiver, delvist af arvelig og miljømæssige forhold og en række tilfældigheder i livet. De sidste kapitler vil nu i en eller anden forstand komme til at handle om, hvordan hovedpersonernes liv afsluttes. Om deres livsmål nås eller ikke nås, og om det ender lykkeligt og godt eller tragisk og skidt eller et sted midtimellem.

I den sidste del af livet opstår således hos mange personer en stærk tilskyndelse til at gøre status og evaluere det liv, de har levet. I den proces søger hver enkelt at se mønstre og sammenhænge, at integrere de mange livserfaringer til en sammenhængende og meningsfuld livshistorie. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt at forholde sig til ting, man fortryder eller forlige sig med problematiske hændelser, der ikke kan gøres om. En vellykket “fordøjelse” eller fortolkning af oplevelserne fra det levede liv muliggør en følelse af at have levet et helt og meningsfuldt liv på godt og ondt.

For nogle ældre mennesker er denne proces meget vanskelig, dels fordi deres levede liv har været fyldt af lidelse, tab, ensomhed og angst. En af de første psykologer, der beskæftigede sig aldringens psykologi, var Charlotte Bühler (1961). Hun nåede i sine undersøgelser frem til fire forskellige kategorier af ældre:

1. De, der ser tilbage på deres livsforløb med tilfredshed og derfor nu kan hvile

og slappe af med god samvittighed. De er gennem en fortolkende

erindringsproces nået frem til en sammenhængende og meningsfuld

livshistorie og ser nu fortrøstningsfuldt frem til af leve den sidste del af livet

2. De, der føler at deres aktive liv ikke er slut – og heller ikke slutter før deres

liv afsluttes. De ser ikke så meget tilbage, men mest frem

3. De, der ikke rigtig er tilfredse med det liv, de har levet eller det, de har

opnået i livet. De føler sig magtesløse og mangler styrke til at kæmpe

videre

4. De, der næsten har opgivet livet. De ser tilbage på et levet liv præget af

kaos og meningsløshed. De fortryder forkerte beslutninger, forkerte valg

eller forkerte handlinger, og derfor finder de aldrig tilfredshed i livet.

Frustration og skyld præger deres tankeverden og flere føler sig krænket og

anklager deres omgivelser for at være ansvarlige for deres situation.

I dag skelner man inden for aldringens psykologi mellem optimal, vellykket normal og sygdomsdomineret aldring. Om denne opdeling svarer til Bühlers fire grupper, skal jeg ikke kunne sige, men de ligner hinanden temmelig meget.

I den optimale aldring forekommer meget begrænset funktionstab, hverken fysisk eller psykisk. Et eksempel er en 70 årig marathonløber, der har en bedre tid end de fleste 35 årige. Eller den 65 årige, der deltager i universitetsstudier og tager eksaminer inden for helt nye fagområder.

En vellykket aldring er præget af et beskedent funktionstab, herunder et godt helbred, fx intet intellektuelt forfald. Man kan klare sig i de allerfleste dagligdagsfunktioner og er godt tilfreds med livet, der er præget af trivsel og meningsfuldhed.

En normal aldring er en livsfase, som de allerfleste af os kommer til at opleve. Den er præget af et liv med få begrænsninger, dvs man er relativt velfungerende, oplever god trivsel på trods af eventuelle kroniske lidelser, fx gigt, hjertekarsygdom osv. Livets igennem er der opbygget en vis modstandsdygtighed over for modgang og de fleste er gode til at tilpasse sig alderens vilkår.

Den sygdomsdominerede aldring er karakteriseret ved mange alvorlige fysiske og/eller psykiske belastninger, der betyder store begrænsninger i udfoldelsesmuligheder. Dagligdagen er præget af lav trivsel, stor skrøbelighed. Der er ofte tale om tab af mening med livet, sorg efter dødsfald af de nærmeste, demens, depression, ensomhed og dødsangst.

De tre første grupper af ældre rummer ingen større problemer i forholdet til deres “selv” eller det samfund, de lever i. De håndterer deres eget liv i overensstemmelse med deres ønsker og behov og realiserer et liv i tilfredshed under de vilkår, som nu gælder. Det er en udbredt misforståelse, at livet som ældre og gammel er præget af tristhed og sygdom. De fleste ældre lever helt og godt liv fyldt af aktivitet, trivsel og tilfredshed på trods af større og mindre skavanker.

For den sidste gruppes vedkommende er der brug for hjælp og støtte. Udover hvad den den kommunale hjemmehjælp og eventuelle plejecentre kan tilbyde, er der for denne gruppe behov for hjælp til at klare de psykologiske udfordringer og belastninger, der er forbundet med at blive ældre.

Skal man på baggrund heraf overveje, hvad det vigtigste ville være i udviklingen af aldringens psykologi, ville jeg pege på to ting: 1) at fortælle livshistorie er vigtig for os, fordi den forbinder vores nutid med vores fortid og peger ud i vores fremtid. Den hjælper os med at forstå os selv og vores liv, så vi bedre kan træffe beslutninger og navigere i det. Livshistorier kan fx bruges til at udvikle alternative livsfortolkninger til de eksisterende negative fortællinger. 2) at trække på centrale eksistenspsykologiske temaer og livsdilemmaer fx om medgang og modgang, om livsengagement og dødsangst og om livets mening i en kaotisk verden. Det er eksempler på eksistentielle temaer, som naturligvis vedrører alle, men som i særlig grad for betydning og vægt i den sidste fase af livet. Så en god måde at bruge noget af sin tid på i den aldrende fase, vil være at søge ind i fællesskaber, det giver gode rammer at fortælle livshistorier til hinanden, og tale om vigtige eksistentielle livsdilemmaer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *