Livsfasepolitik

Politikens belysning af temaet om overgange i livet har været vedkommende og interessant læsning i denne sommertid. Med særlig interesse har jeg læst de artikler, som handler om overgangen fra arbejde til pension, da jeg selv har skrevet en bog herom. Tillad mig at bidrage til debatten med dette indlæg, som fokusere på de problemstillinger, der et affødt af den gennemsnitlige levealder forlænges år for år; at mange mennesker mellem 65 og 75 år har fysisk, psykisk og socialt overskud, mens andre ikke har.

Konsulentfirmaet Antropologerne har for ÆldreSagen undersøgt, hvad der får seniorer til at forblive i arbejde så lang tid, som de selv ønsker og hvordan de bedst trives på arbejdspladsen indtil den dag, de stopper. Begge spørgsmål er yderst relevante. Og i den rapport (Seniorpolitik på arbejdsmarkedet, 2016), som blev resultatet af undersøgelsen, gives en række vigtige svar, som den interesserede læser kan finde på nettet.

En mindre del af rapporten handler om overgangen fra arbejdsliv til pension og de særlige og – for nogle vanskelige ændringer – der opstår i forbindelse hermed. Overgangen beskrives udfra flere vinkler: virksomhedens, kollegers og seniorers.

Undersøgelsen efterlader et stærkt indtryk af, at de fleste seniorer har energi og overskud og dermed en masse at byde ind med i forhold et kommende pensionsliv. For dem betyder det meget, at deres kompetencer bliver brugt konstruktivt og anerkendende – også efter at de er stoppet med at arbejde. De finder glæde ved at kunne hjælpe andre, og oplever stolthed over at øse af deres opbyggede erfaringer og viden – uanset den sammenhæng det måtte foregå i.

Hvorfor fortsætter de så ikke bare med at arbejde efter, at pensionsalderen er nået, kunne man spørge. Det er der også en del, der gør, mens andre er blevet så “mætte” af et langt arbejdsliv, at de føler sig klar til at “gå hjem, mens batterierne endnu er ladet op”. De trænger helt enkelt til at opleve andre sider af livets mangfoldighed end arbejdets.

Flere af seniorerne siger også, at de oplever det som spild af ressourcer, at deres erfaringer og viden ikke bruges efter, at de har forladt arbejdsmarkedet. Efter at have nået en bestemt alder, deres pensionsalder, glider de ind i de usynliges rækker med et mærkat på ryggen om sidste udløbsdato. Det efterlader dem med en vis frustration og sætter tanker i gang hos dem om, hvordan de kan finde andre og nye måder, at sætte deres erfaringer i spil på.

De nugældende samfundsmæssige og kulturelle normer inden for arbejds- og pensionsliv er styret af en stærk aldersfiksering. Vi ser, opdeler, kategoriserer og bedømmer mennesker og samfundsborgere efter alder. Vi har opbygget pligter, rettigheder, muligheder og begrænsninger ud fra alder. Kan det ikke være ligegyldigt, om min alder er 60 eller 70 år sålænge jeg kan det, som forventes og forlanges af mig? Er det ikke spild af viden, færdigheder og erfaringer, hvis samfundet ikke formår at gøre brug af seniorer, efter at de har forladt arbejdsmarkedet?

I stedet for at tale om senior- og ældrepolitik burde man, som det nævnes i rapporten, måske snarere indføre en livsfasepolitik. Med en sådan politik vil det være muligt at tage højde for medarbejderes/ borgeres forskellige livssituationer og behov. Her er det ikke alene et spørgsmål om alder, men også om, fx familiesituation. I en fase af livet har en medarbejder måske behov for nedsat tid på grund af små børn i familien, en anden medarbejder midt i livet har måske brug for efteruddannelse og dermed fleksible arbejdstider, mens en senior måske har behov for at skifte arbejdsfunktion, gå på deltid eller pension. I en livsfasepolitik er det ikke alderen, der alene er bestemmende for politikkens udformning, men den enkeltes totale livssituation.

Hvad skal der mon til før staten og kommunerne får øjnene op for at mange seniorer mellem 65 og 75 år udgør en stor ressource i samfundet? I stedet for at se denne gruppe af mennesker som en ældrebyrde, bør den ses som en værdifuld fremtidige ressource, som samfundet har brug og som der bør udformes livsfasepolitik og handlingsplaner for. I stedet for at se seniorer som et kommende samfundsmæssigt problem, skal de ses som en værdifuld ressource.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *